Hvordan skiller traditionel square dance sig ud fra andre danseformer?

Her er en kort karakteristik af traditionel square dance og en række mere eller mindre beslægtede danseformer:

TRADITIONAL SQUARE DANCE er en form for square dance hvor der bruges et forholdsvis begrænset antal begreber (ca. 35), men danses i flere forskellige formationer. Musik og dans er ofte tæt relateret til hinanden strukturmæssigt, men valget af melodi er som regel frit. Der danses mest til amerikansk spillemandsmusik på akustiske instrumenter, gerne med et levende band. Der danses i hverdagstøj, og man tilstræber, at alle danser med alle, og at folk evt. kan være med til et bal selv om de endnu ikke har gået til undervisning, eller er begyndere. Dansene, som både kan være gamle og nykomponerede, gennemgås derfor kort, før de danses. Nogle er nemme, nogle vanskeligere, og der holdes selvfølgelig også dansearrangementer for øvede, hvor sværhedsgraden er større. Men dansenydelsen sættes som regel højere end udfordring som sådan.

CONTRA DANCE, som er en vigtig del af den traditionelle square dance repertoire, betyder rækkedanse, hvor to og to par (evt. tre og tre par) danser sammen ad gangen, og hvor hvert par går videre til næste par i den lange række efter hver omgang. Danseformen nedstammer i lige linie fra engelske danse helt tilbage fra 1600-tallet og overlevede hovedsageligt i den nordøstlige del af USA indtil midten af det 20. århundrede. I takt med en ny renæssance og kraftig videreudvikling, der startede i 1960erne og ’70erne, er contra dance igen blevet mere og mere populær og har bredt sig til hele landet. I USA bliver betegnelsen efterhånden brugt synonymt med det, vi herhjemme kalder traditionel square dance, for at skelne det fra modern el. modern western square dance.

MODERN el. MODERN WESTERN SQUARE DANCE er en udbygget form for square dance, som er udviklet siden anden verdenskrig. Danserne går til undervisning for at lære et forholdsvis stort antal begreber, delt op i forskellige niveauer eller “programmer”. I Skandinavien kan man nogle steder danse på niveauer med ca. 34 eller 50 begreber. Ellers er det fra 70 begreber og opefter i spring af 20-40 stk. ad gangen. Når først man kan et bestemt program, går man bare ud på gulvet og følger calleren, uden at dansene gennemgås på forhånd, så den mentale udfordring er en vigtig del af denne danseart. Der danses kun i kvadrille (square) formation, og mest til country- og popmusik, på plader. Danserne bærer specielle dragter med store strutskørter for damerne og “western look” for herrerne. Der bruges altid gangtrin i modsætning til “new style” square dance.

“NEW STYLE” SQUARE DANCE er en dansk variant af modern square dance, som lægger meget vægt på den fysiske side af dansen. Her hopper danserne hele tiden rundt med gadedrengehop, også når de står på stedet. Ofte indøves nogle faste danse, som læres udenad, lige som man i undervisningen nogle steder beder danserne danne faste square af fire par, der altid danser sammen. I de tilfælde, hvor callerne caller frit, går de heller ikke altid så meget op i at få alle otte dansere hjem til plads når dansen er slut, et princip, der ellers er grundlæggende i de andre former for square dance. Det, der i dag kaldes new style square dance blev udviklet af et dansk ægtepar først i 1980erne og kendes ikke uden for Danmarks grænser. Tværtimod, mange amerikanske dansebøger understreger som noget af det første, at man ikke skal hoppe, men skal gå med glatte gangtrin.

ENGLISH COUNTRY DANCE omfatter nogle meget gamle, både stilfulde og muntre, danse, nogle mere robuste folkelige danse, samt nykomponerede danse, der trækker på arven. Der bruges mange af de samme opstillinger og ture som i traditionel square dance, men også nogle ture, der er typisk engelske, og der bruges lidt flere forskellige trin. Stilen er let og ubesværet og musikken er traditionel fokemusik og dejlige barok- eller renæssance-lignende melodier, hvor hver dans normalt har sin egen specielle melodi.

SCOTTISH COUNTRY DANCE har fælles træk med både de amerikanske og engelske danse, men er karakteriseret af sine flotte chassé- eller polka-agtige trin, hvor man bevæger sig hurtigt (skip change of step) eller langsomt (strathspey) over gulvet. Mange af dansene danses i korte rækker af tre eller fire par med et rapt forløb. Musikken har ofte en fyldig “orkester”-agtig lyd, hvor der bl.a. bruges trommer til rytme.

IRISH SET DANCING er endnu en variant af den fælles brito-amerikanske dansearv. Der danses i kvadriller (samme kvadratiske opstilling af fire par som den amerikanske square), til kvik irsk folkemusik. Der bruges forskellige trin alt efter musikkens rytme (reel, jig, polka, osv.), og gerne med en let steppen mens man danser. Figurerne er lidt anderledes end i de andre former, men er klart beslægtede, og der er en dejlig tæt fornemmelse over den måde, de afvikles på.

ROUND DANCE er en danseform, der ofte dyrkes i forbindelse med og som afveksling til modern square dance. Det er pardanse i forskellige rytmer, fx vals, twostep, rumba, cha-cha-cha, osv. – altså i stil med standarddans, men dansene er koreograferede på forhånd og der er en “cuer”, der råber turene op, lige som når man caller til square dance. Danserne går til undervisning for at lære de forskellige grundtrin, og kan så danse efter cuerens anvisninger uden forudgående gennemgang.

TWOSTEP DANSE, der er blevet populære blandt nogle traditionelle square dansere herhjemme, stammer fra round dance repertoiret. De er hovedsagelig kommet hertil gennem kontakt med vores belgiske square dance venner, som tidligere dansede modern square dance og stadig dyrker meget round dance. Twostep er altså kun én af mulighederne inden for round dance.

TEXAS TWOSTEP er en variant af twostep, hvor der i modsætning til round dance er tale om, at hvert par improviserer frit ved at bruge forskellige figurer og drejninger. Grundtrinet er lidt specielt, bestående af et twostep/chassé trin efterfulgt af et gangtrin, så man faktisk danser ude af takt med musikkens frase (men til gengæld altid starter på samme ben!). Danses til country og western musik – i USA ofte i store dansehaller, hvor man også danser country western line dance.

COUNTRY WESTERN LINE DANCE kaldes også sommetider “solo” line dance, fordi man typisk står linet op hver for sig på gulvet (lige som til gymnastik), laver nogle på forhånd koreograferede trin til en bestemt melodi, drejer en kvart eller en halv, gentager de samme trin, drejer, osv. Nogle af disse danse kan også laves i grupper, hvor man fx lægger armene om livet på hinanden men stadig står i én lang række. Line dance er siden midten af 1990erne begyndt at blive rigtig populær i Danmark, og foreninger og hold skyder i øjeblikket op alle vegne.

CLOGGING er en slags folkelig amerikansk stepdans, der har flere varianter, fra helt traditionel til såkaldt “præcisions-clogging”, der i dag mest danses til pop, rock og country musik. Præcisions-clogging er efterhånden grundigt systematiseret og kan godt ligne line dance en del, bortset fra, at man har metalbeslag på skoene og bruger steptrin, som er rigtig sjove at danse, men kræver lidt training. Clogging har i virkeligheden mange stilistiske varianter og kan bl.a. danses som ren soloimprovisationsdans (den oprindelige form, som stadig er en spændende udfordring for dygtige dansere) eller samtidig med at man udfører square dance figurer eller anden koreografi. Clogging har været kendt i Danmark næsten lige så længe som square dance, men er kun i begrænset omfang slået an. Den stammer fra den sydøstlige del af USA, men beslægtede former for folkelig stepdans dyrkes bl.a. i Canada og de britiske øer.

IRISH STEP DANCING, ofte fejlagtigt benævnt ”RIVERDANCE” efter navnet på den showgruppe, der gjorde dansen verdensberømt i 1990erne, er en form for stepdans, og derved beslægtet med clogging. Denne meget præcise og krævende form for stepdans, hvor overkroppen holdes helt stille mens benene udfører hurtige slag og høje spark, har været dyrket i Irland som konkurrencedans i mange år og kan være ret spektakulær at overvære. Men selv i Irland findes der også mere afslappede og folkelige stepdansvarianter, som man fx en gang imellem kan opleve ved besøgende folkloregrupper.

af Margot Gunzenhauser