Musik til traditionel square og contra dance - den KORTE forklaring

Traditionel square og contra dance danses mest til akustisk amerikansk spillemandsmusik, der groft kan deles op i nordstatsstil og sydstatsstil. Nordstatsstilen vil måske minde dig lidt om irsk/skotsk folkemusik og har violin og klaver som de bærende instrumenter, mens sydstatsstilen mere er det, mange forbinder med amerikansk folkemusik. Den har violin og femstrenget banjo som de centrale instrumenter, ofte suppleret af guitar, mandolin og/eller bas.

Den typiske dansemelodi består af to repriser (A og B), der hver har 16 taktslag og hver gentages to gange - altså en melodilængde på 64 taktslag. I de fleste tilfælde er danseforløbene også bygget op omkring denne længde.

Nogle ting, der er karakteristisk for begge stilarter er det frie valg af melodi til en given dans, tendensen for musikerne til at improvisere og variere melodien fra gentagelse til gentagelse, og den gode dansepuls, der virkelig får fødderne til at flytte sig.

Musik til traditionel square og contra dance - den FYLDIGE forklaring

Den såkaldte ”traditionelle” square dance har i virkeligheden udviklet sig gevaldigt igennem hele den sidste halvdel af 1900-tallet, så den er alt andet end ”støvet” i dag.

Men een ting er der stadig ret meget tradition for, og det er, at der hovedsagelig danses til den inciterende amerikanske spillemandsmusik, der findes i flere varianter, og som i USA næsten altid leveres af levende musikere (i modsætning til bånd eller CD’er).

Som traditionel square og contra dance praktiseres i dag, er der sjældent knyttet nogen bestemt melodi til den enkelte dans, men valget foretages frit i hvert tilfælde af danselederen og/eller bandet. Hvis bandet har lyst og evner til det, kan det også skifte mellem to eller flere melodier i et potpourri til en given dans.

I square dance musikken er et af de største skel mellem nordstatsstilen og sydstatsstilen. Begge kendetegnes bl.a. af en del improvisation og begge er karakteriseret ved en rigtig god dansepuls, der gør det svært at stå stille.

Nordstatsstil

Nordstatsstilen tegnes typisk af violin til melodistemmen og klaver til rytme og basgang. Disse to instrumenter alene kan gøre det ud for et helt orkester hvis musikerne er dygtige. Men oftest suppleres der med et eller flere andre instrumenter, såsom harmonika eller koncertina, forskellige blæseinstrumenter som fløjte, klarinet m.fl. og/eller strengeinstrumenter som guitar, mandolin, tenor- eller femstrenget banjo og bas.

Nordstatsmusikken kan godt minde lidt om den populære folkemusik fra de britiske øer, og den har da også i høj grad sine rødder i engelsk, skotsk, irsk samt fransk-canadisk musik, dog alt sammen snittet til igennem længere tid af amerikanernes egen lune og spilleteknik. I sidste halvdel af 1800-tallet kunne man fx i byerne opleve dansemusikken spillet af harmoniorkestre. En af de seneste tendenser er grupper, der udover de traditionelle strengeinstrumenter eksperimenterer med håndtrommer og andre percussioninstrumenter.

Melodierne er forholdsvis melodiske og varierede, sammenlignet med sydstatsstilen, tempoet er forholdsvis afslappet (ca. 116-120 slag i minuttet, plus/minus lidt) og der spilles både i reel (2/4) takt og jig (6/8) takt.

Fraserne - det vil sige de enkelte dele af melodien - er forholdsvis markerede, så det er nemt at genkende strukturen. Denne struktur er i øvrigt fælles for langt de fleste amerikanske dansemelodier. Den bygges op af to repriser (kaldet A-stykket og B-stykket), som hver består af 16 taktslag og hver gentages to gange (AABB), så man ender op med 64 taktslag i hver gentagelse.

Da musik og dans har udviklet sig sammen over mange år, er det normalt, at danse i nordstatsstil også følger den typiske 64-taktslags struktur, så der starter en ny dansesekvens hver gang melodien spilles forfra. Samtidig plejer dansens bevægelser at passe godt til musikkens delfraser på 4, 8, (12) eller 16 taktslag.

Sydstatsstil

I forhold til nordstatsstilen opleves sydstatsmusikken ofte som mere udflydende eller fremadskridende, og der spilles ofte noget hurtigere (130-136 slag i minuttet eller endda mere). Melodierne kan synes mere udviskede, harmonierne er enklere og fraserne markeres ikke nær så tydeligt i spillestilen, selv om der anvendes den samme AABB, 4x16-taktslags opbygning som i nordstaterne. Her spilles dog ikke i jig (6/8) takt, kun reel (2/4).

Musikken fra sydstaterne opleves af de fleste herhjemme som mere ”typisk amerikansk”, da der udover violinen normalt bruges instrumenter som femstrenget banjo, guitar, mandolin, gulvbas og evt. Dobro (”Hawaii-guitar”), el-guitar eller endda pedal steel guitar. Det er med andre ord instrumenter, der forbindes med country western, bluegrass og den endnu mere traditionelle ”oldtime” spillemands- eller folkemusik.

Jo længere man kommer over mod country western, jo større chance er der for, at der er el-instrumenter blandet ind i lydbilledet, og i rigtige country-indspilninger er der som regel også trommer med og måske endda klaver brugt som melodiinstrument. Men bands og indspilninger i country western stil bruges knap så tit til traditionel square dance som oldtime- og bluegrass-musikken.

I oldtime-stilen spilles der for det meste unisont, det vil sige, at violin og banjo begge spiller melodien hele vejen igennem, ofte understøttet af rytme og basgang fra guitar og/eller bas. En del af charmen ved denne stil er netop at komme i ”the groove”, dvs. en fornemmelse af rytme og fremdrift, der grænser op til noget næsten tranceagtigt.

Er der en mandolin med, vil den både kunne optræde som melodi- og rytmeinstrument. Klaver forekommer normalt ikke, og percussion eller blæseinstrumenter er heller ikke en del af sydstatsstilen - på nær måske en mundharpe i ny og næ.

Bluegrass er en mere krævende og meget dynamisk spillestil, der opstod i 1940erne blandt professionelle musikere, men som i dag også dyrkes af rigtig mange amatører. I instrumentalnumrene (fx til dans) går melodien på soloomgang mellem violin, banjo, mandolin og/eller guitar mens de andre bakker op så længe. Og da det også forventes, at man improviserer i større eller mindre grad, skal alle musikerne være ret dygtige på deres instrumenter. Et godt bluegrass band, der er med på at spille i et dansevenligt tempo er en rigtig god partner på dansegulvet.

Lige som i nordstaterne kan man sydpå iagttage, at de rigtig traditionelle danseformer er vokset op sammen med musikken, så dansene er mindre fraserede og mere udflydende end i norden. Man støder også oftere på dansemelodier, der ikke følger den normale AABB 64-taktslagsmønster, men som har ekstra eller manglende stykker, eller (endnu værre i dansesammenhæng) ekstra eller manglende taktslag. Sådanne uregelmæssige melodier forekommer ganske vist også blandt nordlige spillemænd, men da de er meget uegnede til nordstatsdanse bliver de normalt valgt fra, mens de nemmere kan gå an til mange af de traditionelle danse fra syden.

Improvisation

En ting, der er meget karakteristisk for al amerikansk spillemandsmusik er lysten til at variere melodien, spille ”rundt om” den rene melodi eller opfinde egne forsiringer. Det siges, at en god spillemand aldrig spiller melodien to gange helt ens(!).

Alt efter instrument, vil man også høre forskellige variationer over samme melodi. For eksempel bryder man sig på strengeinstrumenter, der spilles med plektrum, ikke om at lade lange toner stå ubearbejdet, mens den samme tone vil kunne spilles rent eller med ”shuffle” (et rytmisk mønster) med violinens bue. En mandolin- eller guitarspiller vil typisk fylde den lange nodeværdis tid ud ved at spille en serie kortere toner i stedet, og det vil ikke være gentagelser af samme tone (tremolo bruges ikke meget i de hurtige dansemelodier), men nogle, der bevæger sig omkring den.

Den bedste måde at få en fornemmelse for amerikanernes improvisationer på er at høre på nogle gode musikere og lytte rigtig godt efter hvad de udsætter melodien for. Der er selvfølgelig nogle stilistiske træk, der skal overholdes for at blive inden for den givne genre. Men især hos dansemusikerne i nordstatsstil er der de seneste år hentet meget inspiration fra andre musikgenrer, så der kommer en vis tendens mod fusionsmusik.

af Margot Gunzenhauser