Hvad er square dance?Square dance er en amerikansk folkedanseform, hvor: · en danseleder (caller) fører danserne igennem danseforløbet ved at afgive kommandoer i takt med musikken. · man danser parvis i formationer af (i de fleste tilfælde) fire eller flere par. · dansene bygges hovedsageligt op af etablerede og navngivne grundbegreber, som danserne er (eller bliver) bekendt med. · antallet af egentlige trin er meget begrænset, da der hovedsagelig bruges gangtrin. Square dance er IKKE: · opstået lige pludseligt. · et sammensurium af alle mulige europæiske indvandreres danse. · kun noget, der blev danset af cowboyer. Den er tværtimod en folkelig danseform, der har udviklet sig organisk lige siden de første (hovedsagelig engelsktalende) europæere kom til Nordamerika i 1600-tallet og som har sine rødder i de samme engelske og franske danseformer, der også kan spores i de fleste andre vesteuropæiske landes folkedanse. I forskellige men beslægtede former har square dance været danset overalt i Nordamerika, efterhånden som folk fra østkysten bredte sig vestpå og tog deres danse og musik med sig. På trods af skiftende moder nåede dansen aldrig at dø ud, men eksisterer i dag i en levende tradition, der stadigvæk udvikler sig. Hvad er traditionel square dance?Når den form for square dance, TSCDD står for kaldes ”traditionel” er det egentlig lidt misvisende. For selv om ”traditionel” square dance holder sig tættere på de gamle traditioner end ”modern western” square dance gør, er begge slags square dance dele af en særdeles levende tradition, der har udviklet sig kolossalt lige indtil i dag og næppe er færdig endnu. Traditionel square dance har bl.a. følgende karakteristika: · anvender bevidst et begrænset antal grundbegreber (ca. 35) for at undgå, at folk skal igennem et langt uddannelsesforløb før de kan danse med. · anvender til gengæld flere forskellige danseopstillinger (square eller kvadrille, forskellige slags række, forskellige slags kreds), som tilbyder lidt forskellige danseoplevelser. · kombinerer faste, navngivne danseforløb med en vis portion improvisation. · anvender både ældre danse, der stadig forekommer rare at danse, og i høj grad nutidige, nykomponerede danse baseret på traditionel stil. · får dans og musik til at gå op i en højere enhed. · bruger kroppen på en måde, der giver en god fysisk oplevelse i dansen. · lægger vægten på selve dansen, musikken og fællesskabet, og ikke på ydre ting som påklædning, diplomer, badges o.l. eller på konkurrence. af Margot Gunzenhauser |