Vedtægter for forbundet

Traditionel Square & Contra Dance i Danmark

 

§ 1  Navn

1)   Forbundets navn er Traditionel Square & Contra Dance i Danmark. Navnet forkortes TSCDD.

2)   Forbundet har hjemsted ved formandens adresse.

 

§ 2  Formål

1)   Forbundets formål er i Danmark at udbrede kendskab til traditionel amerikansk square og contra dance og beslægtede danseformer, og til musikken, der bruges hertil, samt at medvirke til international kontakt omkring disse danse- og musikformer.

2)   Forbundet fungerer som en koordinerende paraplyorganisation, der bruger aktiviteter som stævner, kurser, studiekredse, lederuddannelse og -vejledning, bladudgivelse, elektroniske medier, m.v. til at opnå sit formål.

3)   Forbundet er upolitisk og ukommerciel.

 

§ 3  Medlemskab

1)   Som medlemmer optages foreninger, der har en interesse i forbundets aktivitetsområde, og hvis vedtægter af forbundets bestyrelse bedømmes som værende i overensstemmelse med forbundets ånd og formål.

2)   Medlemskab er gyldigt når medlemsgebyret er betalt.

3)   Medlemskab kan ikke gøres betinget af eller udelukke tilhørsforhold til andre organisationer. Generalforsamlingen kan dog bestemme, at forbundet som helhed skal være medlem af andre organisationer, hvis formål og/eller virke er relevante for forbundet.

 

§ 4  Hæftelser

For forbundets forpligtelser hæfter kun forbundets formue.

 

§ 5  Generalforsamling

1)   Generalformsalingen er forbundets højeste myndighed.

2)   Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i løbet af 1. halvår og indvarsles ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne med mindst 4 ugers varsel. Som dokumentation for rettidig indvarsling gælder medlemsbladets udsendelsesdato, et indkaldelsesbrevs poststempel eller dato for elektronisk udsendelse.

3)   I indkaldelsen til enhver generalforsamling skal dagsorden angives.

4)   Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling og forslag til kandidater til bestyrelsen skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen afholdes.

5)   Ekstraordinær generalforsamling indkaldes når det begæres af enten:

• generalforsamlingen.

• to bestyrelsesmedlemmer.

• en femtedel af medlemmerne, med skriftlig angivelse til bestyrelsen af hvilken sag, der ønskes behandlet.

Ekstraordinær generalforsamling indvarsles ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne med mindst 4 ugers varsel. Som dokumentation for rettidig indvarsling gælder medlemsbladets udsendelsesdato, et indkaldelsesbrevs poststempel eller dato for elektronisk udsendelse.

 

§ 6  Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

        1)    Valg af dirigent

        2)    Valg af referent

        3)    Valg af stemmetællere

        4)    Formandens beretning

        5)    Udvalgenes beretninger

        6)    Kassererens beretning / forelæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab

        7)    Behandling af indkomne forslag.

        8)    Fremlæggelse af arbejdsplan og budget for det kommende år

        9)    Fastsættelse af medlemsgebyrer og bladpriser for det kommende år

      10)    Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant

      11)    Valg af revisor og revisorsuppleant

      12)    Eventuelt

 

§ 7  Møderet og stemmeret

1)   Har en forening betalt medlemsgebyr senest den 31. december, er den berettiget til at lade sig repræsentere på årets generalforsamling med et antal stemmer, alt efter det antal medlemmer, foreningen havde på betalingstidspunktet:

                   • ved 1-49 medlemmer i foreningen                                        1 stemme

                   • ved 50-100 medlemmer i foreningen                                    2 stemmer

                   • for hvert efterfølgende påbegyndte 100 medlemmer        1 stemme

2)   Har foreningen ikke mulighed for at sende en repræsentant pr. berettiget stemme, kan den udøve sine stemmer ved skriftlig fuldmagt, såfremt mindst én person møder op på generalforsamlingen som beskikket repræsentant for foreningen.

3)   Hvert medlem af forbundets bestyrelse kan afgive én stemme på lige fod med forenings­repræ­sen­tanterne.

4)   Forbundets bestyrelse har ret til at beslutte, at andre kan overvære generalforsamlingen som observatører med eller uden taleret, men altid uden stemmeret.

 

§ 8  Afstemningsregler

Afstemning foregår ved håndsoprækning med mindre en eller flere af de fremmødte begærer skriftlig afstemning.

 

§ 9  Beslutningskrav

På generalforsamlingen afgøres alle behandlede emner ved simpelt flertal, bortset fra vedtægts­ændringer, som kræver mindst to trediedele af de afgivne stemmer.

 

§ 10  Bestyrelse

1)   Generalforsamlingen vælger en bestyrelsesformand, yderligere fire til seks bestyrelsesmedlemmer, og en suppleant.

2)   Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær.

3)   I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme afgørende.

4)   Bestyrelsen har ansvaret for at planlægge og koordinere gennemførelsen af forbundets aktiviteter, og for at drøfte problemer af generel art og tage beslutninger eller udarbejde forslag til diskussion blandt medlemmerne.

5)   Formand og bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen, således at formanden og to af bestyrelses­medlemmerne er på valg i lige år og de andre i ulige år. Genvalg kan finde sted.

6)   Suppleanten vælges for ét år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

7)   Udtræder et bestyrelsesmedlem i utide men i forbindelse med en ordinær generalforsamling, vælges der et nyt bestyrelsesmedlem, som overtager det gamle medlems anciennitet og er således på valg allerede ved næste ordinære generalforsamling. Udtræder et bestyrelsesmedlem i utide mellem generalforsamlinger, indtræder suppleanten. Suppleanten overtager medlemmets anciennitet, og er således på valg til den ordinære generalforsamling, hvor medlemmet ville have været det.

8)   Forbundet tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i fællesskab, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.

 


§ 11  Udvalg

1)   Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov, dog bør følgende udvalg være faste:

                   • Kursus/uddannelsesudvalg.

                   • Kommunikationsudvalg, der bl.a. tager sig af forbundets blad, hjemmeside og PR-aktiviteter.

                   • Et stævneudvalg for hvert årligt tilbagevendende stævne, der arrangeres i forbundets regi.

2)   Til hvert udvalg udpeges et medlem af bestyrelsen, der fungerer som forbindelsesled til bestyrelsen. Udvalgsmedlemmer kan hentes både inden for og uden for bestyrelsen.

3)   Alle udvalg arbejder under ansvar over for bestyrelsen. Hvert udvalg udarbejder årligt en aktivitetsplan og budgetramme til godkendelse af bestyrelsen.

 

§ 12  Vederlag

Alle hverv i forbundets tjeneste er ulønnede, med mindre generalforsamlingen ved simpelt flertal træffer anden bestemmelse.

 

§ 13  Regnskabsår

1)   Forbundets regnskabsår er fra den 1. januar til den 31. december.

2)   Medlemsgebyr skal være indbetalt senest den 15. november.

3)   Medlemsforeninger, der ikke har betalt fornyet medlemskab pr. 15. november betragtes som trådt ud af forbundet og har ikke længere krav på nogen af de goder, der er tilknyttet medlemskab.

 

§ 14  Opløsning

1)   Opløsning af forbundet skal behandles på en ordinær generalforsamling, hvor der kræves to trediedele af de afgivne stemmer for at vedtage opløsning. Endelig opløsning kan kun ske ved en ekstraordinær generalforsamling, hvor kun dette emne behandles, og hvor der er simpelt flertal for forslaget.

2)   Såfremt forbundet opløses, vælger generalforsamlingen en eller flere likvidatorer til at forestå afviklingen.

3)   I fald der efter afviklingen måtte være midler i behold, skal disse benyttes til de i § 2 nævnte formål.

Vedtaget på stiftende generalforsamling i Odense den 18. juni 2000
Suppleret på generalforsamling i Århus juni 2005
Suppleret på generalforsamling i Hedehusene maj 2009
Suppleret på generalforsamling i Sønderborg juni 2011